Lidt om tilblivelsen af LARVERNE...

Hvorfor jeg har skrevet en børnebog?
Fordi jeg føler en forpligtelse til at bruge min energi på at skabe fortællinger, der kan medvirke til, at de unge får læst og ser nye sider af livet gennem litteraturen, herunder også mine egne børn. Det er selvsagt svært, hvorfor det i sig selv var motiverende at forsøge at skabe en fortælling der sugede dem ind i litteraturen. Vi ved, at børn, der får læst op, læser mere senere i livet, derfor satte jeg også det mål, at fortællingen skulle være interessant at læse op for forældrene, hvilket har været en fornøjelse at få bekræftet.

Baggrund for bogen
Oprindeligt lovede jeg mine børn, at ’Sommerfugleklanen, Pavens Yndling’, der udkom i efteråret 2017 ville være en historie for dem. Det stod hurtigt klart, at det ikke blev sådan, i stedet brugte jeg deres navne i bogen. Og nu kommer altså ’Larverne’. Det er ikke helt samme univers som Sommerfugleklanen, men udviklet som en form for sidehistorie tilegnet børn. De samme temaer og dilemmaer går igen. Der er ligeledes en række personer som optræder i en børneudgave.  

Nytårsaftensdag i 2017 var de ikke hos mig, men hos deres mor, og efter de intensive juledage savnede jeg dem. Derfor satte jeg mig ned og begyndte at skrive “Larverne, Pavens Yndling”. De første sider kom hurtigt, og jeg fandt ud af, hvor opløftende det var at skrive “voksenbog til børn”. Altså en bog der tager børnene alvorligt, men serveret på deres præmisser. Historier om børn der har noget på spil og ender med at kæmpe for at klare skærene selv, var de historier, jeg selv synes var mest spændende, da jeg barn.   

Hvorfor jeg har skrevet Larverne?
Fordi jeg følte en forpligtelse til at gøre mit ypperste for at skrive en bog, der var tidssvarende og fængende nok til, at børn vil læse den. Jeg har i årevis fortalt godnathistorier til mine egne børn, men ikke været god nok til at læse historier for dem. Den bog, som jeg drømte om at læse for dem, det er den, jeg nu har skrevet. Jeg mener, det er afgørende at bogen også indeholder relaterbare emner udover de eviggyldige som venskab, kærester, tro på sig selv, fare osv. Historien er derfor meget nutidig med gamer-drenge, der går på Joe and The Juice, tager S-toget, har temauger på skolen, har en far der arbejder i Google, etc.

150 børn har testlæst bogen
Jeg har fået 150 børn til selv at læse bogen eller få læst bogen op af deres forældre. Selvom at det var et stort arbejde, har det været det hele værd. Tilbagemeldingerne har været fantastiske - børn er jo yderst ærlige. Derudover har det givet mig mulighed for at være i dialog med de forældre, som har læst bogen for deres børn og deres feedback har været super motiverende. Alle børnene er med i slutningen af bogen – det er så fint.

Min motivation
Jeg læste slet ikke nok som barn selv. Nu prøver jeg at “indhente” det forsømte gennem fortællinger til børn. Børn er krævende læsere, så fortællingen skal være spændende og relevant for dem, det var en fed udfordring at forsøge at løse. Børns evne til at læse er så afgørende for deres videre færd i livet, hvorfor vi kun kan undervurdere det her område. Dét at for mange læser for lidt er for mig vanvittigt motiverende. Det er svært, men det skal lykkes.